Mirakeldetektiv i Medjugorje
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 14. april, 2011
Med bussen fra Split ankommer jeg den 5. februar til Medjugorje. Det kan ikke blive mere uden for sæsonen, men byen syder af aktivitet, der bygges og repareres for at gøre klar til forårets og sommerens ryk ind af pilgrimme og turister. Trods larm fra trafik og byggepladser mærker man det alligevel, når man står stille; freden. Det er, som om der er noget i luften.
Jeg tjekker ind på sognets billigste pensionat, som ligger 3 km udenfor centrum – igen er jeg glad for cyklen. Værtsfamilien ved ikke, at jeg kommer – den ældste søn har ikke fået tjekket e-mail – men jeg bydes hjertelig velkommen, og jeg får frisktappet vin på en plastik-flaske – sjældent har jeg smagt så god vin. Faren i familien, Ivan, som nu er pensioneret, dyrker vin og laver den selv.
Kristus-statuen som afgiver væske
Bag kirken blev der i 2000 rejst en seks meter høj bronze-statue af den korsfæstede og opstandne Kristus. I følge lokale begyndte der et par år senere at opstå dråber på et ganske bestemt sted ved det ene knæ på denne statue. Under mit andet besøg i Medjugorje vinteren 2006 bevidnede jeg dette fænomen, men jeg havde ikke mulighed for at undersøge det nøjere. Det har jeg nu.
De første par dage er jeg jævnligt forbi. Det ser ud, som om der konstant siver vand ud af figuren på et ganske bestemt sted. Efter et par dage bemærker jeg, at intensiteten i afsondringen tilsyneladende er størst fra middagstid til ud på eftermiddagen. Når solen skinner, bliver statuen lun at røre ved. Jeg beslutter at følge afsondringen tæt over et døgn og sidder ved statuen gennem en frostklar nat, hvor jeg jævnligt tjekker om der bliver ved med at opstå dråber. Det gør der, men afsondringen mindskes betragteligt. Statuen bliver isnende kold om natten og om morgenen er der is på vandpytterne, men på et ganske bestemt sted bliver der gennem natten ved at sive eller opstå væske. Jeg tror, det er vand, det smager ikke af noget.
Forklaringer?
Senere taler jeg med Fr Pervan, en central person i Medjugorje. Fr Pervan var sognepræst i Medjugorje 1982-88, og han fortæller om de dramatiske tidlige år, hvor de kommunistiske myndigheder arresterede den daværende præst og forhindrede seerne i at mødes på åbenbaringsbjerget. Med hensyn til statuen fortæller han, at den ikke er blevet gennemlyst, men væsken er blevet analyseret, og han giver mig adressen på en kontaktperson. Han spørger mig, hvordan jeg så forstår den døgnvariation, jeg har opdaget. Jeg svarer, at der vel umiddelbart byder sig to forklaringslogikker til. Den ene er, at temperaturen har indflydelse på, hvor meget væske, der siver ud af figuren. Den anden inkluderer en transcendent logik, som kunne gå på, at om dagen, når mange kommer forbi og rækker op og rører Kristus på knæet, skal der jo flere dråber til, men om natten skal der ikke så mange dråber til for at holde en ensom mirakeldetektiv vågen og fortsat give ham noget at undre sig over.
Spændt ud
Foran denne figur oplever jeg at blive ”spændt ud” såvel følelsesmæssigt som intellektuelt: Hvor kommer al den væske fra? Kan der være tale om kondens? Er der huller, sprækker i figuren? Eller er det Kristus, som ikke uden dramatisk sans gør opmærksom på sig. Kraftfuldt og dog nænsomt, som en hvisken: ”Kom, I som tørster …”
Kristus-statuen i Medjugorje
De lokale og deres liv og tro
Opholdet i Medjugorje strækker sig over 14 dage, hvilket giver mulighed for at komme lidt tættere ind på livet af de lokale.
Gudmor til en ”seer”
Det viser sig, at moren (Ivanka) i huset, hvor jeg bor, er gudmor til den ene af seerne, hvis egen mor døde kort tid inden åbenbaringerne startede. Jeg er den eneste gæst på pensionatet og inviteres en aften til middag. Da jeg spørger til Ivanka (seer og guddatter) beskriver Ivan og Ivanka hvordan Ivanka (guddatteren) opførte sig, når hun i private rammer pludselig oplevede Jomfru Marias nærvær. Der i huset tvivler de ikke på, at åbenbaringerne er autentiske.
Boghandleren, kunstneren og ingeniøren
Også et par andre lokale får jeg gode samtaler med; en boghandler, en kunstner og en it-ingeniør. De kender seerne og har en mening om dem. For dem er seerne ikke helgener, de er normale mennesker på godt og ondt, men de er overbeviste om, at Jomfru Maria viser sig for seerne. Men mindst lige så interessant er det, at de hver på deres måde er i stand til at reflektere over og beskrive deres egen fortløbende spirituelle vækst eller modningsproces.
Et par af dem fremhæver og anbefaler skriftemålet som helt centralt i denne proces. En anden siger, at for ham er argumenter hellige, og hvis han ikke havde argumenter for, at Jomfru Maria var der, var han væk i morgen.
Mine spørgsmål om al den byggeaktivitet og forandring, som Medjugorje har gennemgået forklarer de med, at tilstrømningen bare vokser og vokser, men at de, indbyggerne i Medjugorje, efter bedste evne søger at møde behovene hos de tilrejsende. Ivan og Ivankas ældste søn udtrykker det sådan: ”Livet er stadig hårdt arbejde selv om Jomfruen er her.”
De lokale tjener til dagen og vejen (og nogen måske mere end det – jeg ved det ikke) på de tilrejsende, men mit indtryk er, at de primært, på hver deres måde, tjener Jomfru Maria.
Sammenfattende er mit indtryk af de lokale, som jeg talte med, at de er forstandige og tænksomme folk med et dybtfølt religiøst engagement.
Central primærkilde findes. Hjælp til oversættelse søges
Da begivenhederne i Medjugorje begyndte, var de seks seere (10-16 år) fra starten udsat for stærkt eksternt pres; de blev på tredjedagen sendt til psykiater og blev af de kommunistiske myndigheder truet med indespærring, men også de lokale franciskanere gennemførte bryske interview den første uge. Franciskanerne optog deres interview af børnene på bånd og disse optagelser er centrale dokumenter, hvis man vil have et indblik i såvel børnenes tidlige beskrivelser af deres oplevelser som den lokale præsts forsøg på at trænge til bunds i sagen. Jeg har kun haft mulighed for at læse en delvis engelsk oversættelse fra fransk foretaget af en kroatisk/canadisk psykiater. Man kan læse min oversættelse fra engelsk til dansk i min bog.
For et par år siden udgav sognekontoret imidlertid en CD med disse optagelser samt en transskriberet fransk oversættelse og netop denne franske oversættelse har været genstand for diskussion blandt de, som på tror på åbenbaringernes autenticitet og de, der ikke gør.
Jeg håber, at der er en derude, som kunne synes, at det var interessant at foretage en oversættelse fra originalsproget (serbokroatisk) til dansk og engelsk. Jeg er ikke vidende om, at nogen har foretaget en sådan oversættelse.
Troen og tvivlen og freden som bevæger
Det var mit tredje besøg i Medjugorje (tidligere besøg i 1999 og 2006) og som tidligere gør stedet et dybt indtryk. Her undgår man ikke at blive spændt ud såvel følelsesmæssigt som intellektuelt og troens og tvivlens indre landskaber tilføjes nye nuancer og dybder. Og så er der freden, som bevæger …
Postkort fra Italien
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 17. marts, 2011
Italien har det hele, fra de største helgener til de værste bedragere – og de rettroende kan have besvær med at skelne dem fra hinanden.
Rom – en spændende by – især som cyklist
Det var mit første besøg i Rom – og de første par dage var jeg nærmest overvældet af al den historiefortælling, der blev konkret her. Senere indsneg der sig et indtryk af, at italienerne ikke helt ved, hvad de skal stille op med alt det gamle murværk. Rom virker kaotisk, og at cykle rundt i Rom var en ny og spændende oplevelse. De første dage prøvede jeg at greje, hvilke regler de kører efter, men det opgav jeg at gennemskue, og i stedet spændte jeg hjelmen og gav den gas. Hvis jeg kørte sådan I København ville jeg enten blive kørt ned eller stoppet af politiet og indkassere en bøde. Men jeg tror, romerne anerkendte og genkendte stilen. I hvert fald blev jeg ikke kørt ned, og jeg registrerede ingen harmdirrende langemænd.
Den særlige Vatikan-charme?
På forhånd havde jeg håbet på, at jeg kunne få en form for overblik over, hvor meget materiale man i Vatikanet har samlet om nogle af de nutidige mystikere, som jeg har været optaget af, seerne i Medjugorje. I foråret 2010 nedsatte Vatikanet en kommission, der skal se nærmere på fænomenet Medjugorje. Men blot iført eksamenspapirer og en meget kort publikationsliste måtte jeg erfare, at dette ikke var nok til at få Vatikanets døre til at springe op. Det lykkedes dog telefonisk at komme igennem til en herre i en central kommission. Han var en travl mand, men han fortalte mig, at det kunne blive meget svært at få adgang til de data, jeg søgte, og hans personlige holdning var i øvrigt, at Medjugorje var et stort bedrag. Hans sikkerhed overraskede mig, og jeg spurgte, hvordan han var nået til den konklusion. Det var Jomfru Maria, den var gal med, den Maria, som seerne i Medjugorje præsenterer via de mange budskaber. Budskaberne er for billige. Det var tilsyneladende en mand, der kendte Guds mor, Maria, og nok mente at vide, hvordan hun meddeler sig til menneskene. Han virkede som en mand med en fast tro og stor tillid til egen dømmekraft.
I lyset af, at den helgenkårede Pater Pio det meste af sit liv var udsat for særdeles skrappe beskyldninger fra de katolske autoriteters side om bedrag og mental forstyrrelse, kunne den hårde bedømmelse af seerne måske vise sig at være forhastet.
Det er ikke første gang, at jeg er stødt på den type ”tros-bedømmelser”, hvor man nok mener at kende Gud. Fra et nutidigt videnskabelig synspunkt giver et sådant absolut udgangspunkt ikke rigtig mening. Med hensyn til seerne fra Medjugorje er det dels test foretaget under ”åbenbaringerne” dels kliniske vurderinger, der i første omgang er interessante.
Lidt klogere på Vatikanets kommandoveje og absolut stopmæt af velnærede engle og renæssancekunst klappede jeg efter et par uger cyklen sammen og tog toget fra Rom til Assisi.
En ikke selvvalgt tiggertilværelse i Assisi
Et særlig indtryk i Assisi gjorde ”Destiny”, der var flygtet fra Nigeria, fordi hans far, der var præst, var blevet myrdet. Nu stod han ved indgangen til toiletterne uden for den imponerende Basilica di Santa Maria degli Angeli og forsøgte at sælge sokker. Denne kirke er opført i perioden 1565-1685 uden på den beskedne kirke, som Frans holdt meget af.
Den dag, jeg mødte Destiny, var en vældig foto-session i gang inde i kirken. En gruppe af ordens-brødre, fine i tøjet var de, tog opstilling individuelt og i gruppe foran den lille kirke og med deres egen tiggermunk på en piedestal imellem sig. Det var festligt, da de bagefter gik i procession ud af kirken med deres tiggermunk.
Ikke slå langt derfra stod ”Destiny” med to håndfulde sokker. ”It is so boring”, sagde han, men han havde en baby derhjemme, som der skulle købes mad til. Han viste mig billede og papirer. Jeg tvivlede ikke på ham. Han fortalte sin triste historie om et ingeniørstudium, som ikke var blev afsluttet i Nigeria, og om afslagene på arbejdstilladelse i Italien, fordi arbejdsgiverne ikke ville tegne sygeforsikring for ham. Destiny spurgte Gud om meningen? Han var stadig en god kristen.
Han fik de sidste få euro i min pung, nok til at holde sulten fra døren den dag. Bagefter trillede jeg hen til automaten og hævede det maksimale beløb, inden jeg rejste videre.
Padre Pio fra San Giovanni Rotondo, nutidig stigmatiker og helgen
Fra Assisi var det nødvendigt med tre togskift inden jeg nåede Manfredonia, den sidste togstation inden San Giovanni Rotondo. Der var gode busforbindelser videre, men sportstossen mente, at det var for slapt at tage bussen og insisterede på, at de sidste 30 km blev kørt på cykel. Turen blev afsluttet med jeg ved ikke hvor mange hårnålesving. Da vi ud på aftenen nåede frem, havde sportstossen ikke yderligere kommentarer.
Kristentroens lidelses-dimensionen, at tage korset på sig, bliver meget konkret i San Giovanni Rotondo. Padre Pio havde blødende sår på hænder, fødder og i siden af brystet gennem det meste af sit liv. I San Giovanni Rotondo tvinges man, uundgåeligt synes jeg, ud på den eksistentielle kant. Og de fine kunstneriske bearbejdninger af Padre Pios liv gør deres til, at et besøg i San Giovanni Rotondo er bevægende. I skildringerne trækkes en klar parallel til Frans af Assisi. Er man interesseret i nutidig kristen kunst er San Giovanni Rotondo alene af den grund et besøg værd.
Gennem det meste af sit liv var Pio udsat for vedholdende anklager om bedrag og psykisk sygdom. Pio døde i 1968 og blev helgenkåret i 2002. Jeg forsøgte at komme helt tæt på de data og vurderinger, der samlet set var udslagsgivende for, at manden endte med at blive helgenkåret. Så sent som i 2009 blev afholdt en konference om de forskellige synsvinkler, som man kunne anskue fænomenet Padre Pio fra. Jeg fik af klosterets presse-kontor lovning på at få tilsendt kopier af de forskellige videnskabelige foredrag, der var blevet holdt, og indsamlede i øvrigt hvad jeg kunne af materiale om Pio. Umiddelbart synes jeg, at de tidlige korrespondancer han har med sine overordnede, da stigmataene begynder, er interessante, men naturligvis er også undersøgelser udført af fagfolk gennem årene samt vidneskildringer fra ordensbrødre helt centrale i vurderingen af fænomenet. Det blev til en bogpakke på godt 7 kg, jeg endte med at sende hjem.
Hvorfor dog køre til Jerusalem på en foldecykel?
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 7. marts, 2011
At få en ide
Vi skal tilbage til 2005. For sidste gang havde jeg sendt manuskriptet til min bog Den virkelige verden til min tålmodige redaktør på Gyldendal. Det var ude af mine hænder nu. Det var efterår og jeg sad i mit arbejdsrum; ”Og hvad så nu, gamle dreng?”
Det havde været en anstrengende skriveproces – en omskrivning og uddybning af mine to afsluttende arbejder på Århus Universitet. Et punktum var sat. Men på sin vis oplevedes det også blot som en begyndelse. Der var mange spørgsmål, som trængte sig på. Jeg havde lyst til at fordybe mig yderligere i de religiøse og transcendente erfaringer. Det var både dybt eksistentielt berørende og videnskabeligt uhyre udfordrende at beskæftige sig med dette erfaringsfelt. Alt kom i spil.
Men samtidig har det altid været en overvindelse for mig at sidde stille i timevis og boge den – jeg holder af at være ude, bevæge mig. Har været passioneret engageret i sportens verden både som aktiv og træner det meste af mit liv.
Jeg kikkede på Glædens Herre, eller Jesu’ selvportræt, som jeg havde fået lov til at bringe i min bog. Nærmest som et svar på tiltale opstod tanken: ”Du kunne jo cykle til Jerusalem. Det ville jeg da gøre.”
Jeg grinede lige ud i luften. Ja, det kunne jeg jo da, ha ha … en langt ude ide … men så alligevel … det kunne jeg måske. Og hvis jeg skulle gøre det, så var der steder, jeg gerne ville se, og personer jeg gerne ville besøge. Ret hurtigt havde jeg en rute klar.
Og ideen, hvor kom den fra? Tjah, hvordan opstår tanker? I en hurtig vending går det vist an at sige, at spørgsmålet er beslægtet med spørgsmålet om, hvordan vi forklarer bevidsthed, nogle filosoffer kalder det for the hard problem; hvordan forklarer vi, at aktivitet i hjernen bliver til bevidst oplevelse? Hard problem eller ej, min erfaring er, at dette billede med den tankevækkende tilblivelseshistorie og det gennemtrængende blik, når jeg dvæler ved det, ofte på overraskende måder reflekterer det, som jeg er fyldt af.
Beslutningen træffes og præmisser gøres klart
De næste år fulgte gode og engagerende jobs som psykolog, men ideen om at cykle til Jerusalem blev ved med at ligge i baghovedet. I påsken 2010 tog jeg beslutningen om, at nu ville jeg bruge et år på at fordybe mig i kristen mystik og spiritualitet i bred forstand – om muligt skulle dette år indeholde en cykeltur til Jerusalem. Når jeg skriver om muligt skyldes det, at jeg et år forinden havde været gennem en mindre knæoperation men fulgt af et meget langstrakt og restriktivt genoptræningsforløb. Jeg var, da jeg tog beslutningen, reelt i tvivl om, hvor robust mit knæ var.
I dette lys var en foldecykel en god ide. For en foldecykel talte også, at jeg regnede med at kunne få brug for at kunne rykke hurtigt. Jeg kunne ikke forvente, at de forskere, som jeg gerne ville lave aftaler med kunne indrette sig på, at jeg dukkede op sådan cirka omkring en given dato afhængig af vejr og dagsform. Endvidere var jeg min planlægning ikke mere detaljeret end at jeg var åben for at noget kunne dukke op undervejs, som jeg måtte undersøge nærmere.
På forhånd gjorde jeg mig klart, at det ikke var en sports- eller overlevelsestur, hvor den fysiske gennemførelse var et mål i sig selv. For en gammel sportstosse, der gennem hele livet har søgt grænserne for sin fysiske formåen var det en vigtig præmis at gøre klart.
Det har nu vist sig, at jeg flere gange har haft brug for folde cyklen for at nå frem til aftaler. Og omkring jul var jeg slidt og små-syg og besluttede at købe en interrail-billet, der skulle bringe mig rundt i Italien.
Flere har undret sig over, at jeg først tog af sted i efteråret. Forklaringen er, at jeg afsluttede et job som researcher på programserien ”Sjæl og videnskab” med udgangen af april. Herefter gik forberedelserne for alvor i gang. Forberedelserne strakte sig længere, end jeg havde forventet. Eksempelvis havde jeg stort set ingen erfaring som tour-cyklist og en ny verden af cykelsko, -bukser, pedaller og gps’er m.m. åbnede sig. Jeg ville gerne være kendt med det nye grej inden afrejse, det tog tid.
Jeg er blevet meget glad for min foldecykel, en brompton. Er man i nogenlunde form kan man med oppakning godt køre omkring 100 km på en dag uden at være helt ødelagt. Eller man kan folde og tage de lange stræk med tog eller bus og så nyde, at det så fikst at komme rundt, når man frem, f.eks. til Rom.
Dansk mysticisme er sprællevende
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 26. januar, 2011
Akademi for åndsvidenskab
Den første danske mystiker, jeg besøgte, var Lisa von Schmalensee Magnusson. Lisa bor sammen med sin mand langt ude på landet, for enden af en vej næsten oppe ved Nykøbing Sjælland. Her har hun etableret Akademi for åndsvidenskab.
Lisa har foretaget et meget omfattende akademisk rugbrødsarbejde og har sammentænkt flere nutidige, kristne mystikere, der befinder sig udenfor de kristne hovedtraditioner: Rudolf Steiner (antroposofi), Martinus (Det Tredje Testamente), Helen Schucman (Et kursus i mirakler) og fundet, at de supplerer hinanden. Lisa har taget fat på nogle af de store træer i mystikerskoven, som man vanskeligt kan undgå at forholde sig, hvis man først er klatret over gærdet ind til den skov. Lisa, tror jeg, er den eneste i verden, som har foretaget en sådan sammenstilling og jeg ser frem til at studere hendes mursten af en bog, Belivelse, fra 2007.
Lisa fortalte, at hendes optagethed af åndsvidenskab blev indledt af en skelsættende drøm, som hun i nogen tid ikke vidste, hvad hun skulle stille op med. Men da hun stødte på Martinus, som indtil da havde været hende ukendt, stod det klart, hvad drømmen handlede om; det var et af Martinus hovedsymboler, og Lisa afbrød en akademisk karriere, der ellers var sat på skinner, og læste Martinus’ samlede værk over et par år.
Jomfru Marias pilgrimsrute
Hans Lyngsgaard er et af de nyplantede træer i mystikerskoven. I 2007 udkom han med Marias lære. Jomfru Marias pilgrimsrute. Hans bor sammen med sin kone i en nedlagt præstegård nær Skanderborg, hvor han også har sin tegnestue. Som arkitekt blev Hans tildelt Den Danske Designpris i 2007 for en udendørs træningspavillon. I flere større danske byer er disse træningspavilloner sat op og benyttes flittigt.
Hans oplevede for nogle år tilbage at blive spurgt af Jomfru Maria, om han ville genopdage og grundlægge hendes pilgrimsrute. Under Jomfru Marias guidning og i skiftende samtale med persongalleriet fra Bibelen samt diverse engle og væsener går Hans fra Bingen i Tyskland til Efesos på Tyrkiets vestkyst, hvor Jomfru Marias hus ligger. Oplysningerne om, at Jomfru Maria i en årrække skulle have boet netop på det bjerg i nærheden af Efesos stammer fra den tyske stigmatiker Anna Katharina Emmerick (1774-1824), som ifølge samtidens lægefaglige vurderinger i en årrække havde blødende sår og ikke levede af andet end en daglig oblat.
Med Hans drøftede jeg indgående de overvejelser, som han i sin bog beskriver, at han har med sig selv om, hvor de ”indtryk”, han får, stammer fra. Hvad er det Hans lægger vægt på, når han forsøger at skelne mellem egne tanker eller indfald og så noget, der opleves at komme udefra?
Jesu’ selvportræt
På Mors bor Kirsten Mørch Nielsen, der er præst og den mest fremtrædende danske nærdødsoplever. Sammen med sin mand bor hun lige ved siden af det økumenisk orienterede Mikkelsbakke Refugium, hvor de er ”forstander-par”, Kirsten er præst og Henrik er organist.
Kirstens nærdødsoplevelse udspillede sig i 1968, hvor Kirsten blev indlagt og opereret for en graviditet udenfor livmoderen. I den forbindelse mistede hun livet, i hvert fald blev genoplivningsproceduren opgivet, men Kirsten oplevede, at Jesus fulgte hende tilbage til kroppen og gav hende muligheden for at vende tilbage til livet, om end det ville blive svært. Kirsten vågnede op med omfattende hukommelsestab, bl.a. måtte hun lære sproget på ny, og hun vidste f.eks. ikke hvad kniv og gaffel var beregnet til, men hun huskede detaljeret sin nærdødsoplevelse og ønskede efterfølgende at male det, hun havde set.
Kirsten havde dog en klar fornemmelse af, at hun havde billedforbud. Kirsten vedholdt dog sit ønske at male sine indtryk fra ”himlen”, og en dag, i 1992, gav han sig så, Jesus altså, dog på betingelse af at han førte penslen. I løbet af et kvarters tid trådte et for Kirsten overraskende jordisk billede frem; Glædens Herre eller Jesu´ selvportræt.
I mine samtaler med Kirsten spurgte jeg uddybende om, hvad det er for kvaliteter og nærmere omstændigheder ved maleriets tilblivelse, som betyder, at hun helt alvorligt mener, at noget mere var på spil end hendes eget talent, at hendes hånd bogstavelig talt blev ført.
Originalitet! Autoritet?
Uden at gå ind i nogen nøjere diskussion af hvilken autoritet vi kan tillægge mystikernes erfaringer, så synes jeg, at dansk mysticisme anno 2011 er præget af originalitet: Jesu´ selvportræt, det er vist ikke set på den internationale mystikerscene, og Martinus samlede værk på ca. 6000 sider, som han kaldte Det Tredje Testamente er enestående. Jomfru Marias pilgrimsrute er også en nyskabelse. Endvidere har vi så Lisa, som med sin litterære kapacitet har sammentænkt tre af de store træer i mystikerskoven, og fundet at de komplementerer hinanden. Jeg synes, man med rette kan sige, at dansk mysticisme er sprællevende.
For alle de nævnte gælder det, at deres oplevelser i høj grad præger virkelighedsforståelse og livsholdning – deres religiøsitet eller spiritualitet om man vil.
Andre eksempler på dansk spiritualitet
Nævnes skal også, at jeg efter et par dage på Mors besøgte Viborg Pilgrimscentrum, hvor jeg blev hjertelig modtaget. Længere nede ad hærvejen gjorde jeg holdt ved Vækstcenteret i Nr. Snede, hvor jeg sad ind ved en aftenmeditation. For disse to steder gælder det, at jeg også her mødte såvel en frihed i tanken som en dyb eftertænksomhed og seriøsitet.
For et par år siden blev Danmark af den amerikanske sociolog Phil Zuckerman kaldt for et af verdens mest sekulære lande. Jeg husker, at jeg så et interview med manden på TV, men jeg må indrømme, at jeg aldrig fik læst analysen. Gad vide om ikke de indtryk, jeg fik med på min tur gennem Danmark, kunne tilføje et par nuancer til det billede?
Mellem undren og meningssøgen
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 5. januar, 2011
Som det fremgår, tilstræber jeg en undersøgende, debatterende tilgang. Hvilken kategori af rejsende, pilgrim, opdagelsesrejsende eller andet, jeg hører under, må andre vurdere. Jeg synes, at transcendente/religiøse/mystiske erfaringer fortjener opmærksomhed. Og jeg forsøger at komme nærmere en forståelse af, hvad der sker, når himlen åbner sig.
Min erfaring er, at debatten om disse fænomener ofte begrænser sig til enten en overfladisk udveksling eller også bliver en følelsesladet og usaglig affære, der sætter skel mellem mennesker. For at fremme en nuanceret og saglig debat tror jeg, det kan være nyttigt at erindre livets grundlæggende gådefuldhed.
En undren over at noget i det hele taget er, er fælles for en videnskabelig holdning og en moden religiøsitet. En sådan undren, tror jeg, kan modvirke den værste skråsikkerhed, såvel teologisk som videnskabeligt. En almen formulering kunne lyde: Menneske spændt ud mellem det evige og det timelige, mellem undren og meningssøgen.
Folkekirke og mystik
Som en markering af starten på min tur trillede jeg under en smuk september himmel ind til Vor Frue Kirke i København.
I en dansk sammenhæng, synes jeg, at Vor Frue Kirke er central. På sin vis et center for den folkekirkelige religiøsitet, idet det er herfra, at morgenandagten transmitteres alle hverdage året rundt.
Men også fra et mystiker perspektiv er Vor Frue Kirke entral, her står Thorvaldsens opstandne Kristus – den figur som den danske mystiker par excellence Martinus oplevede blive levende og gå ind i sig og bevirke en bevidsthedsåbning, der indledte en proces, hvor Martinus gennem de følgende seks årtier udfoldede sin kosmologi, omkring 6000 sider skrev han.
Martinus var af den faste overbevisning, at det, han formidlede, ikke kom fra ham, men fra den talsmand, som Jesus lovede at ville sende efter sin død. Martinus kaldte sit livsværk for Det Tredje Testamente. Det kan indsparkes, at Martinus’ initierende oplevelse, hans ilddåb, som han kaldte det, indholdsmæssigt har overraskende ligheder med mange nærdødsoplevelser.
Min ven Thomas Vinkeljern 
Men jeg er også taget ind til Vor Frue Kirke for at samle min ven Thomas op. Han står der endnu eftertænksom på sin sokkel, men i tankerne er han med. Thorvaldsen har, ikke uden et stænk af humor synes jeg, afbildet disciplen Thomas, den tvivlende Thomas, med et vinkeljern, som et symbol på, at Thomas ikke bare gav sig hen til blind tro, han ville have syn for sagen. Han ville gøre sig sine egne optegnelser og vurderinger. Thomas er for nutidens veluddannede mennesker, synes jeg, i hvert fald har jeg let ved at identificere mig med ham.
At Thorvaldsen var frimurer, og at netop vinkeljernet indgår i et centralt frimurersymbol, vinkeljern og passer lagt oven på hinanden, åbner givetvis for andre tydninger, men som han står der, gør forskellige tydningsmuligheder hverken Thomas mindre spændende eller til en mindre ven.
Dansk mysticisme anno 2010/2011
De næste uger cyklede jeg gennem Danmark og besøgte såvel danske mystikere som venner og familie. Det var en meget berigende måned, og jeg skylder alle en hjertelig tak for al den medvind, jeg fik med. Tak for overnatning, beværtning og gode samtaler.
Det næste indlæg vil handle om min tur gennem Danmark. På forhånd vil jeg bare sige, at dansk mysticisme anno 2010/2011 er sprællevende og præget af kreativitet og originalitet.
En rejse med flere formål og temaer
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 27. december, 2010
Konkluderende bemærkninger så langt
Efter at have studeret nærdødsoplevelser og Maria-erfaringer, som gensidigt belyser hinanden, må også jeg, som en del andre fagfolk, konkludere, at een blandt flere mulige forklaringer på denne type oplevelser, er, at den menneskelige perceptuelle spændvidde under bestemte forudsætninger tilsyneladende kan overskride de kendte sanser. Jeg vover tanken, at transcendente erfaringer kunne rumme indsigter i reelt eksisterende sfærer eller dimensioner. Med denne art formuleringer åbner der sig et uhyre omfattende materiale, som inkluderer alverdens mysticisme.
Det er studiet af nærdødsoplevelser og undersøgelserne af seerne i Medjugojre, der er forklaringen på, at jeg er villig til at lytte til, hvad mystikere har at sige. Måske kan de lære os noget vigtigt om os selv og om den verden, vi befinder os i. For en umiddelbar betragtning varierer mystikernes indsigter, men er dette kun tilsyneladende, er det værd at hæfte sig ved lighederne? Mine foreløbige erfaring er, at det var ved at sammenstille i udgangspunktet forskellige oplevelser, at noget fælles trådte frem.
En væsentlig grund til, at jeg er taget af sted, er om muligt at finde flere brikker, der kan bidrage til vor forståelse af det menneskelige sinds potentialer – og muligvis af virkeligheden som sådan.
Det er en rejse, hvor flere temaer og formål er i spil samtidig. De er tæt forbundne og gensidigt afhængige, men for overblikkets skyld vil jeg alligevel søge at skille dem ad.
Eksistentielt berørt
Man undgår vanskeligt at blive eksistentielt berørt, når man beskæftiger sig med religiøse erfaringer; virkeligheden bliver på en meget konkret måde sat til debat og grundlæggende antagelser såvel videnskabeligt som eksistentielt eller religiøst kommer i spil. Det handler om liv og død og om meningen med det alt sammen.
En 2000 år gammel diskussion, der ikke er gået over
De typer af religiøse erfaringer, som jeg har beskæftiget mig med, foregår indenfor en primært kristen kulturkreds og aktualiserer en to tusind år gammel lidenskabelig diskussion om Jesus af Nazareth; hvem var han og hvad var hans lære? Rejsen er et forsøg på at favne denne diskussion, så langt som mine arme nu kan række. En konkret bevægelse gennem et kulturlandskab der overalt rummer henvisninger til Bibelen og giver vidnesbyrd om, hvordan mennesker gennem århundrederne har forholdt sig til Bibelens beretninger.
Man kan undre sig over, at diskussionen ikke er gået over, det er der jo så meget der gør. En del af forklaringen er måske, at netop mystikerne ned gennem historien har vitaliseret diskussionen – således også i dag?
Hvor gode er data?
Undervejs er det min plan, at opsøge mystikere og de fagfolk, der med udgangspunkt i videnskabelig metodik har studeret vor tids markante mystikere. Vi kan for nuværende ikke registrere de lag i virkeligheden, som mystikerne beretter om og altså afklare ontologisk status; findes de i virkeligheden? Det, vi har – og det er trods alt noget – er for det første forskellige målinger og vurderinger foretaget, mens mennesker oplever at himlen åbner sig. For det andet har vi muligheden for at følge eftervirkningerne af sådanne ”åbninger”.
På rejsen håber jeg at lykkes med at etablere personlige kontakter, der kan bringe mig helt tæt på de originale data. Ønsket er også at finde ud af, hvilke typer af undersøgelser, det kan lade sig gøre at gennemføre fremadrettet.
Terapeutiske potentialer?
Som fagperson, psykolog, repræsenterer jeg ofte håbet for den hjælpsøgende. Et håb om forandring og ofte et håb om at genfinde mening og retning. Netop de religiøse erfaringer afstedkommer ofte meget positive forandringer i forhold til at opleve livet som meningsfuldt. Ofte vokser en dyb forsoning med tilværelsen frem, og angsten for døden forsvinder, ligesom et skifte fra en materialistisk mod en mere altruistisk livsholdning ses.
Som fagperson er det derfor nærliggende at overveje i hvor høj grad det kan være meningsfuldt at integrere de håbs- og forsoningsdimensioner, som religiøse erfaringer typisk rummer. Eller endog anbefale nogle af mystikernes metodikker?
Det skal tilføjes, at naturligvis må de behandlingsstrategier, vi som fagpersoner anvender, tage udgangspunkt i hvad, vi har dokumentation for, har effekt.
Nærdødsoplevelser og Maria-åbenbaringer ligner hinanden
Lagt op af Blogmaster i Ikke kategoriseret den 17. december, 2010
Var der nogen, som indenfor rammerne af den akademiske psykologi og psykiatri havde beskæftiget sig med denne type fænomener? Gradvist identificerede jeg en strømning af markante forfattere og forskere, der havde beskæftiget sig med transcendente erfaringer. Disse forfattede pegede alle på oplevelser tæt på døden.
Et for mig hidtil ukendt forskningsfelt åbnede sig: Nærdødsoplevelser. En type af erfaringer, der er identificeret i forbindelse med, at mennesker overlever en livstruende krise. Efter at have genvundet normal bevidsthed, typisk efter at være blevet genoplivet, fortæller en del patienter, at de så det hele fra en position oven for kroppen. For mange indeholder oplevelsen også erfaringen af at træde i kontakt med andre dimensioner og der at kommunikere med afdøde slægtninge eller et gennemtrængende lys.
En central diskussion indenfor nærdødsforskningen er, i hvor høj grad det har kunnet udelukkes, at det, som korrekt blev ”set” af den tilsyneladende bevidstløse patient, ikke kunne være blevet bevidst via de normale sanser. Diskussionen er ganske nuanceret og fortløbende, men der eksisterer efterhånden flere cases, hvor det med overvejende sandsynlighed kan udelukkes, at sansningen kan være foregået via de kendte sanser, og dermed står det tilbage, at den mest plausible forklaring synes at være, at bevidsthedens indhold kan have andre kilder end de videnskabeligt velbeskrevne sanser.
Til min overraskelse opdagede jeg gradvist, at disse to vidt forskellige typer af transcendente erfaringer, nærdødsoplevelser og Maria-åbenbaringerne i Medjugorje, lignede hinanden på bestemte måder.
I begge situationer har tests og kliniske vurderinger peget på, at de normale sanser tilsyneladende er sat ud af kraft. Samtidig foregår en oplevelse af kontakt med en anden realitet og et lys beskrives. Seerne beretter, at Maria altid kommer i et lys, og netop kommunikation med lyset eller med skikkelsesdannelser i lyset er det, som gør så dybt et indtryk på mange nærdødsoplevere. De psykologiske eftervirkninger er også sammenlignelige. Hverken seerne eller nærdødsopleverne tvivler på en fortsættelse efter døden, det er en erfaret realitet. Denne ”viden” har et gennemgribende forandringspotentiale.
Endvidere optræder i begge situationer nu og da meget markante, spontane kropslige forandringer. Som nævnt er rapporteret om helbredelser i Medjugorje, men også nogle nærdødsoplevere kan berette om meget forbløffende helbredelser. Hvor vidt de underliggende processer er identiske, er det vanskeligt at vurdere.
På cykeltur til Jerusalem
Lagt op af Jens Grundahl i Ikke kategoriseret den 15. december, 2010
Den 24. september var den sidste prøvepakning var foretaget, og jeg begav mig af sted på en længere rejse på min foldecykel. En rejse fra København og med påskefejringen i 2011 i Jerusalem som endemål.
Det er en rejse ind i nutidig kristen mystik og spiritualitet i bred forstand. Undervejs besøger jeg pilgrimssteder, opsøger mystikere og besøger fagfolk, som har studeret vor tids markante mystikere fra et videnskabeligt udgangspunkt. På opfordring har jeg sagt ja til at blogge om min tur.
En forklaring
Det er vist på sin plads at indlede med en forklaring på, hvorfor jeg begiver mig af sted på denne måde. Flere ting kunne nok kræve en uddybning, men jeg vil starte med at forklare min faglige interesse for menneskers religiøse erfaringer – oplevelser af at himlen åbner sig.
Spontane helbredelser og sindets potentialer?
Det startede med en interesse for psykosomatik og for spontane helbredelser, dvs. med en interesse for mennesker, der uforklarligt bliver raske trods meget dystre prognoser. Da jeg nærmede mig afslutningen på mit psykologistudium ved Århus Universitet var jeg optaget af, i hvor høj grad mentale forestillinger kan påvirke kropslige processer. Det var en nærliggende tanke, at vi måske vi kunne lære noget om sammenhænge mellem tankeprocesser og kroppens regenererende evne ved at tale med mennesker, der spontant og umiddelbart uforklarligt var blevet raske?
Maria-åbenbaringerne i Medjugorje
I den indledende research til min kandidatafhandling søgte jeg bredt efter spontane og mirakuløse helbredelser. Jeg ville om muligt gerne tale med mennesker, der havde oplevet den slags. I den forbindelse dukkede et nyere katolsk pilgrimssted op, Medjugorje i Bosnien-Hercegovina. Her havde man systematiseret indsamlingen af spontane helbredelser i forbindelse med bøn til Jomfru Maria.
Historien bag Medjugorje var noget speciel. Seks børn i alderen 10-16 år var i sommeren 1981 begyndt at have daglige åbenbaringer af Jomfru Maria. Og det hævdede de i øvrigt stadig at have!
Hvad i alverden var dette? Et lille landsogn, der årligt blev besøgt af over en million pilgrimme. Var der tale om et gigantisk svindelnummer orkestreret af forskruede, lokale franciskanere? I forsommeren 1999 tog jeg af sted til Medjugorje.
En uges tid senere vendte jeg hjem med beskrivelser af spontane helbredelser i forbindelse med bøn til Jomfru Maria, men også med videooptagelser af ”seerne” og beskrivelser af tests udført under deres oplevelser. Tre tværfagligt sammensatte grupper (speciallæger, psykologer, teologer) havde gennem årene undersøgt børnene og havde tilsyneladende identificeret en tilstand, hvor seerne ikke reagerede som forventeligt på stimuli, når de havde oplevelsen af Jomfru Marias nærvær. Nogle testresultater pegede nærmest på bevidstløshed om end enhver kunne se, at de unge mennesker under deres oplevelse var fuldt vågne, men dybt fokuserede på noget oppe i luften, uden for dem selv. Endvidere kunne dokumenteres en overraskende samtidighed i deres reaktioner på det, de samstemmende beskrev som Jomfru Maria.
Tilbage i Danmark sad jeg i teologi til halsen og oplevede at befinde mig midt i en 2000 år gammel diskussion om den unge mand fra Nazareth; hvem var han og hvad var hans lære. Men det var en kandidatafhandling på psykologi, jeg skulle skrive. Jeg måtte søge ind i min egen disciplin….
Fortsættelse følger.
Nye kommentarer